Vigtig Information & Regelsæt

Detaljerne for NJSK Havkonkurrence herunder dato, rampe, sikkerhed, forplejning, overnatning, regler m.m. kan læses her.

DATO:
Lørdag den 26. maj fra kl. 08.15 til søndag den 27. maj kl. 15.15 – i alt 31 timers fisketid, hvis alle timer udnyttes!

Arrangementet vil kun blive afholdt i forsvarligt vejr. Skulle arrangementet blive aflyst den ene dag eller begge dage, grundet vejret, vil det ske via oplag på NJSK hjemme- og Facebookside samt via mail til Skipper. Jeg forbeholder mig dog retten til at aflyse, udskyde eller afkorte på selve dagene, såfremt vejret pludselig skifter.

UDGANGSHAVN:
Hirtshals.

DELTAGERGEBYR OG TILMELDING
NJSK Havkonkurrence er en Team konkurrence og koster kr. 75,00 pr. person i Teamet. Pengene bruges til udgifter stole, borde, kaffemaskine, kaffekander etc. Evt. overskud vil bl.a. blive brugt til præmiepenge samt underholdning lørdag aften under spisningen.

NJSK Havkonkurrence 2018 er fuld booket, derfor er der oprettet venteliste. Erfaringer viser, at ca. 5-10% melder afbud, så skriv dig endelig op på ventelisten. Du skal ikke betale for at være på ventelisten, først når du går fra ventelisten til den officielle startliste, vil du modtage en e-mail vedr. indbetaling – ventelisten skriver du dig på her.

Melder man afbud efter indbetalingen er foretaget, vil beløbet IKKE blive tilbagebetalt men overgå til klubkassen – dog vil min. 75% blive brugt som præmiepenge til NJSK Havkonkurrence!

Torsdag den 24. maj kl. 08.00 tages den endelige beslutning, om vejret ser fint ud til gennemførelse af konkurrencen. Viser det sig, hvilket jeg naturligvis ikke håber på, at der hverken er havvejr lørdag eller søndag, så tilbagebetales alle pengene til skipper. Siges der først GO, så kører “maskineriet”!

Sidste frist for tilmelding og indbetaling er søndag den 20. maj kl. 22.00 – men husk, du er IKKE officielt tilmeldt før indbetalingen har fundet sted, så du kan ikke være sikker på en plads, med mindre du har betalt!

Du kan altid ændre i din tilmelding – fx hvis du vil tilføje/ændre i gaster, mad etc. Det kræver blot, at du sender en e-mail til  njsk@njsk.dk med angivelse af det startnummer du får tildelt, og de ændringer du måtte have.

HJÆLPER TILMELDING:
Ønsker du at hjælpe til NJSK Havkonkurrence, så kan du udfylde formularen her. Selv om du ikke er tilmeldt til konkurrencen, så er du mere end velkommen til at give en hånd med i det frivillige arbejde.

Arbejdsopgaverne vil bl.a. være: Indtjekning, hjælp til at få bådene dirigeret ned/op af rampen, få bådene dirigeret på plads i marinaen, opsætning af borde og stole, hjælp ved morgenmad og aftensmad, oprydning søndag samt diverse opgaver.

NJSK STÆVNEKONTOR:
NJSK Havkonkurrence har stævnekontor ved Hirtshals Dykkerklub – lige midt imellem rampen og Hirtshals Marina. Kontoret har som udgangspunkt åben fredag fra kl. 12.00-22.00, lørdag fra kl. 05.00-22.00 og søndag fra kl. 05.00-17.00. Er kontoret lukket, vil der hænge et mobilnr. på døren der kan ringes til, og en hjælper vil være der i løbet af 5. min.

Registrering ved ankomst, poletter til rampen etc. foregår ved stævnekontoret, hvor der også kan købes kolde øl og vand m.m.

RAMPEN:
Rampen koster kr. 100,00 pr. båd for isætning samt optagning og betales ved tilmeldingen. Ankommer du fredag før kl. 12.00, kan der købes poletter til rampen i Havnekiosken eller ved Hirtshals Indkøb – begge åbner kl. 08.00. Ankommer du fredag efter kl. 12.00, hentes de bestilte poletter ved stævnekontoret i Dykkerklubben. Hvis du selv har poletter eller års-nøgle, skal du naturligvis ikke betale for rampen ved tilmeldingen.

GOD SKIK VED RAMPEN OG PARKERING:

Isætning:

  • Gør båden klar til søsætning væk fra rampen, så når det er din tur, så er den lige til at smide i
  • Ophold dig så kort tid på rampen som muligt, der er mange både der skal i vandet
  • Når båden er i vandet, så fortøjer den så langt væk fra rampen som muligt
  • Kør bil og bådtrailer væk så hurtig som muligt, så andre kan komme til
  • Parkering af bil og bådtrailer – se oversigtskort her
  • Hjælp andre, så hjælper de helt sikkert også dig

Optagning:

  • Lad dem der kommer langvejsfra benytte rampen først
  • Når du lægger til ved rampen så træk båden op hurtigst mulig, når det er din tur
  • Rig båden af væk fra rampen
  • Hjælp andre, så hjælper de helt sikkert også dig

OVERNATNING OG BÅDPLADS I HAVNEN:
NJSK har lavet en aftale med Hirtshals Marina vedr. overnatning etc. – aftalen er som følgende:

  • Overnatning/bådplads i havnen pr. døgn kr. 75,00
  • Strøm uanset forbrug pr. døgn kr. 50,00 – dog max en varmeblæser pr. båd!
  • Der kan bruges Cee 220v landstik han – se det her.
  • Polet til varmt bad kr. 10,00
  • Gratis trådløst internet

Betaling skal ske ved tilmelding – polet til varmt bad kan købes ved NJSK stævnekontor.

OVERNATNING UDEN FOR HAVNEN:

Hirtshals Idrætscenter:

NJSK har desuden lavet en aftale med Rasmus Jespersen fra Hirtshals Idrætscenter, som kan tilbyde overnatning på idrætscentret der ligger ca. 1,2 km fra havnen. Der er plads til ca. 80 personer samt stor parkeringsplads til bil og bådtrailer.

Der er følgende værelser: 3 stk. á 4 personer, 8 stk. á 6 personer og 1 stk. á 12 personer. Alle værelser er lyse og venlige med køjesenge, bord, stole og skabe. Der er endvidere adgang til bad og toilet på værelsesgangen, en dejlig terrasse, køleskab, samt fællesrum med mulighed for at se TV, spise og hygge. Påregn du kommer til at sove med andre deltagere, med mindre I går flere sammen og bestiller hele værelset.

  • Pr. seng pr. døgn pr. person kr. 100,00
  • Sengelinnede kr. 50,00

Bestilling af seng, afregning og spørgsmål skal ske direkte til Hirtshals Idrætscenter på tlf. 98944400 eller via e-mail: info@hirtshalsidratscenter.dk – husk at sig/skriv, at du deltager i NJSK Havkonkurrence.

Privat udlejning:

Du kan også kontakte Pia Krabenhøft, Kystvejen 15 i Hirtshals, som også kan tilbyde overnatning – stedet ligger ca. 300 meter fra havnen!

Pia har 3 værelser med plads til i alt 8 personer.

  • Pris pr. seng pr. døgn pr. person kr. 150,00 inkl. sengelinnede, håndklæder, køleskab, kaffe og the

Bestilling af seng, afregning og spørgsmål skal ske direkte til Pia Krabenhøft på tlf. 98945068 eller tlf. 60833340.

Andre overnatningsmuligheder i Hirtshals:

TOILET OG BAD:
Der vil være toiletvogne samt toilettet ved stævnekontoret kan bruges i åbningstiden. Polet til varmt bad kan købes ved stævnekontoret til kr. 10,00.

BENZIN & DIESEL:
Der er dieselstander i havnen, hvor der kan betales med dankort. Ønsker du benzin, så skal det hentes på en af de nærliggende benzinstationer – se oversigt over benzinstationer her.

FORPLEJNING:

  • Der er 2 gratis rundstykker og kaffe lørdag samt søndag fra kl. 06.00-07.00 for hele Teamet i NJSK bygningen
  • Lørdag fra kl. 19.00-21.00 vil der være mulighed for aftensmad i NJSK bygningen. Menuen består af helstegt pattegris, flødekartofler, diverse salater, dressing og flutes – pris kr. 100,00 pr. person som skal betales ved tilmelding
  • Søndag fra kl. 13.30-17.00 vil NJSK´s berømte pølsemand – Palle Knudsen – være ved NJSK bygningen
  • Der forefindes supermarked, kiosk, grill osv. i nærheden af havnen
  • Der kan købes øl, sodavand og kaffe i stævnekontoret og NJSK bygningens åbningstider

KØB AF SANDORME SAMT RENSNING AF FISK:
Agn står man selv for, men ønsker du at købe sandorme, så kan du fx kontakte Hirtshals Indkøb som leverer friske sandorme både lørdag og søndag fra kl. 06.00 i butikken – prisen på sandorme er kr. 3,00 pr. stk. Der skal laves forudbestilling samt afregning (kontant eller MobilePay) direkte til Hirtshals Indkøb på tlf. 98943634 eller e-mail: hnivestkajen4@gmail.com. Bemærk venligst, at den bestilte agn skal betales, hvis du har bestilt den – uanset hvad! Sidste frist for bestilling ved Hirtshals Indkøb er torsdag den 24. maj kl. 12.00. Ønsker du andet agn, så kontakt Hirtshals Indkøb, de kan skaffe det meste.

NJSK har lejet filetbord incl. ferskvand ved Hirtshals Indkøb – det kan benyttes gratis lørdag og søndag til at rense fisk. Der må IKKE renses fisk i havneområdet – det skal foregå når man sejler ind, uden for molen eller ved rensebordet ved Hirtshals Indkøb.

FILETERING AF FISK:
Lørdag fra kl. 17.00-20.00 samt søndag fra kl. 13.30-16.30 er “filetmændene” klar ved Hirtshals Indkøb, hvor du kan få fileteret dine fisk for kr. 10,00 pr. kg. filet. Du skal blot lade hovedet sidde på, men sørge for at alt indvolde er taget ud.

SAMLET OVERSIGT OVER PRISER:

  • Deltagergebyr kr. 75,00 pr. person i Teamet
  • Brug af rampen koster kr. 100,00 pr. båd (isætning/optagning). Hvis man selv har polet eller nøglekort til rampen, så skal der naturligvis ikke betales for det ved tilmelding
  • Overnatning/bådplads i havnen koster kr. 75,00 pr. døgn. Er du fastligger, eller har du anden aftale med Marinaen i Hirtshals, så skal der naturligvis ikke betales for det ved tilmelding
  • Strøm uanset forbrug koster kr. 50,00 pr. døgn – dog max en varmeblæser pr. båd!
  • Lørdag fra kl. 19.00-21.00 vil der være mulighed for aftensmad i NJSK bygningen. Menuen består af helstegt pattegris, flødekartofler, diverse salater, dressing og flutes – pris kr. 100,00 pr. person. Der er gratis morgenmad samt kaffe lørdag og søndag
  • Polet til varmt bad kr. 10,00
  • Filetering af fisk kr. 10,00 pr. kg. filet
  • Sandorme kr. 3,00 pr. stk. (bestilles ved Hirtshals Indkøb)

FORTØJNING AF BÅDE OG STRØM:
Det er vigtig, at du har rigeligt med fendere samt fortøjningsreb med. Vi kan ikke komme ud over, at bådene vil komme til at ligge uden på hinanden i marinaen – i 2 eller 3 lag. Du kan ikke være sikker på, at du får samme plads, efter du har været på havet og kommer tilbage – find en ledig plads og læg båden til der. DFU har lavet en online pjece med fortøjningstips.

Skal du bruge strøm til båden, så tag en god forlængerledning med der er godkendt til marine/udendørs brug. Skal din båd bruge meget strøm, så lad være med at dele strømmen med andre, men kør den direkte op til land – ellers kan du risikere, at ledningen bliver meget varm og i værste fald kan starte en brand. Der skal bruges det runde Cee 220v landstik han til strøm – se det her.

SIKKERHED:

  • Færden i havneområdet samt sejladsen i havn og på havet sker på eget ansvar – dvs. NJSK fralægger sig ethvert ansvar for tilskadekomst af personer samt materielle ting o.l. af enhver art under hele arrangementet
  • Alle danske sikkerheds-, søfartsregler og krav skal overholdes samt gyldigt fisketegn skal medbringes – fisketegn kan købes her
  • Det er til enhver tid skipperens fulde ansvar at sikre, at båden er i en sømands mæssig forsvarlig tilstand
  • Desuden kræves der – selv om det ikke er lovpligtig – at der som min. er 1 stk. nødraket/faldskærmsraket og 1 stk. håndblus i farven rød ombord på båden. Det anbefales dog, at man har 2 stk. nødraketter/faldskærmsraketter samt 2 stk. nødblus i farven rød med ombord
  • Det anbefales desuden, at der forefindes en pulverslukker samt min. en håndholdt VHF-radio og mobiltelefon på båden samt radarreflektor
  • Er sikkerhedsbrikken ikke på tavlen kl. 15.15 søndag i stævnekontoret, vil bådens skipper blive kontaktet pr. telefon og VHF kl. 15.20, med mindre denne har tilkendegivet, at båden er forsinket eller bliver på havet. Opnås der ikke kontakt, vil redningstjenesten blive kontaktet øjeblikkeligt og overtage derfra
  • Der udleveres lamineret sikkerhedskort til samtlige skippere fra Hirtshals Redningsstation med nyttige numre, VHF-kanaler m.m., såfremt man skulle få brug for hjælp på havet
  • NJSK samarbejder med Hirtshals Redningsstation under hele arrangementet som står standby 24/7
  • Der kan blive udtrukket både til sikkerhedskontrol
  • Husk vi skal passe på hinanden og hjælpe hinanden på havet, hvis det skulle blive nødvendigt

REGELSÆT:

  • NJSK Havkonkurrence er en Team konkurrence
  • Alle tilmeldte både skal have synligt startnummer på styr- og bagbord udvendig side – startnummer udleveres ved indtjekning
  • Fiskeriet skal foregå fra båd
  • Fiskeriet skal foregå med fiskestang eller håndholdt pirk/forfang på gammeldags vis
  • Det er fuldstændig valgfrit hvilke pirke, flåd, forfang, ophænger, agn osv. man bruger, og hvor mange stænger man har i brug
  • Der må ikke fiskes i en radius af 100 meter fra garn samt i indsejlingen
  • Der kan kun indvejes én fisk pr. art pr. Team
  • Man kun kan vinde én artspræmie pr. Team
  • Skulle man have to eller flere præmiefisk, så er det rangeringen der afgør, hvilken art man vinder for. Flest arter ligger dog uden for rangeringen, så det Team der har fanget flest arter får præmien for dette, og kan herudover også vinde én artspræmie! Se Præmieoversigt & Sponsorer for eksempel
  • Ved lighed ved flest arter er det størst samlet antal kg. der vinder
  • Hvis en fiskeart ikke bliver vundet, bliver der 3. præmier i forhold til rangeringen i følgende rækkefølge: 3. største Torsk, 3. største Rødspætte, 3. største Mørksej, 3. største Skrubbe og 3. største Ising blandt de Teams der ikke har vundet en præmie.
  • Alle fisk skal indvejes renset! Hovedet samt gæller må blive på, men alt indvolde skal pilles ud
  • Alle former for hybridfisk (fladfisk) indvejes som skrubber. Hybridfisk er slags gadekryds, hvor to fiskearter har blandet hinanden gydning, og hvor vi ikke kan bestemme arten
  • Ved tvivl er det personerne der står for ansvaret ved indvejningen der afgør art, vægt og om fisken er renset tilstrækkeligt
  • I tilfælde af samme vægt på to fisk er det den korteste fisk der vinder
  • Der må ikke renses fisk i havneområdet – det skal foregå når man sejler ind, uden for molen eller ved rensebordet ved Hirtshals Indkøb
  • Min. en person fra teamet skal være tilstede ved præmieoverrækkelsen for at kunne vinde en præmie
  • Sikkerhedsbrikken udleveres lørdag morgen efter skippermøde, og skal derefter altid afleveres/hentes ved stævnekontoret
  • Sikkerhedsbrikken skal altid være på tavlen i stævnekontoret, hvis man ikke er på havet
  • Der er obligatorisk skippermøde ved bådbroen lørdag kl. 07.15 med vejrforhold, praktisk information m.m. Desuden kan man altid blive opdateret omkring vejrforhold m.v. i stævnekontorets åbningstider
  • Der må ikke fiskes i indsejlingen
  • Der skal til enhver tid viges for færger – de må på ingen måde generes af NJSK Havkonkurrence
  • Max 3 knob i hele havneområdet! Dog er det tilladt ved starten lørdag morgen at give fuld gas (forsvarligt), når startskuddet lyder
  • De markerede linjer og tider skal respekteres om lørdagen inden starten – se Program og Oversigtskort
  • Konkurrencen slutter søndag den 27. maj kl. 15.15, hvor alle både skal være i Hirtshals Havn og have afleveret sikkerhedsbrikken på tavlen i stævnekontoret – overskrides tidspunktet er båden samt hele Teamet diskvalificeret
  • NJSK kan aflyse eller udsætte en fiskedag, hvis vejret skønnes for dårligt
  • Man kan ikke sælge sit startnummer videre til et andet Team
  • Udskiftning og ekstra personer ombord på båden/teamet, skal meddeles til NJSK stævnekontor eller pr. mail (sikkerhed)
  • Ønsker du at blive på havet efter kl. 15.15 søndag, hvor konkurrencen slutter og dermed udgå af konkurrencen, så skal dette meddeles til Sune Andersen på tlf. 2970 2587. Er der ingen dækning så kontakt nærmeste båd via VHF, som kan give beskeden videre

ØVRIG RELEVANT INFORMATION:

  • Hirtshals Samlecentral sponsorerer is på konkurrencedagene – isen kommer til at stå ved bådbroen fra kl. 06.00 lørdag og søndag
  • NJSK har lånt kølerum til opbevaring af de fisk der fanges lørdag. Fiskene skal indleveres ved bådbroen lørdag mellem kl. 17.00-18.00, hvis du vil have dem på køl. Fiskene bliver udleveret igen søndag ved bådbroen fra kl. 13.30-15.30
  • Der kan indvejes fisk søndag fra kl. 13.30-15.30 ved NJSK bygningen
  • Præmieoverrækkelse finder sted søndag kl. 16.30 ved NJSK bygningen
  • Der kan hentes positioner for området omkring Hirtshals her
  • Alle hjælpere til NJSK Havkonkurrence bærer en gul vest, så ved du altid hvem du kan kontakte ved spørgsmål m.m.
  • Hjælp med at holde orden på havneområdet, brug venligst de opstillede skraldespande og ryd altid op efter dig selv!
  • Bliver båden forsinket med aflevering af sikkerhedsbrikken søndag kl. 15.15, og undlader at underrette Sune, og skulle dette resulterer i en redningsaktion, vil en evt. betalingen for redningsaktionen blive pålagt bådens skipper
  • Hvis der først er sagt “GO” torsdag den 24. maj kl. 08.00, og konkurrencen alligevel bliver aflyst lørdag og søndag grundet dårligt vejr, så trækkes der lod blandt de fremmødte Teams om præmierne. Aflyses konkurrencen helt torsdag den 24. maj kl. 08.00 grundet dårligt vejr, så overgår alle præmierne til NJSK Makrel- & Fladfiskekonkurrence i september
  • Sune Andersen har til enhver tid det afgørende ord før, under og efter NJSK Havkonkurrence ved tvivlsspørgsmål, protester o.l.
  • For en samlet oversigt over dagene, tider m.m. se venligst Program & Oversigtskort
  • Der tager forbehold for ændringer

NYTTIGE TELEFONNUMRE/VHF KANALER:

Telefonnumre:

  • Alarm 112
  • Hirtshals Redningsstation tlf.: 9894 1306
  • Hirtshals Havn Havnevagt tlf.: 9894 1422
  • Lyngby Radio tlf.: 8060 4020
  • Sune Andersen tlf. 2970 2587

VHF:

Lyngby Radio arbejdskanaler i området:

  • Hirtshals: Kanal 63
  • Skagen: Kanal 4 (primær) og kanal 65 (sekundær)
  • Hanstholm: kanal 1
  • DSC på MMSI nr. 002 191 000

Hirtshals Havn:

  • Kanal 12

Og naturligvis opkalds- og nødkanalen kanal 16!

  • Nedtælling til startskuddet foregår på kanal 72, som også kan bruges til korrespondance på havet (eller en af de andre ledige lystfartøjs kanaler/skib til skib kanaler)
  • Vær opmærksom på, at det ikke er en telefon du snakker i med lillemor, så hold venligst din samtale i VHF’en kort og præcis under konkurrencen
  • Kan din VHF køre Tri Watch, så anbefales det, at du lytter på kanal 16, 72 og Lyngbys arbejdskanal i det område du er i
  • Den fulde kanaloversigt m.m. kan ses her

Skulle der være spørgsmål o.l. til ovenstående før, under eller efter arrangementet, så kontakt mig venligst via en af nedenstående kontaktmuligheder.

Jeg glæder mig til nogle rigtig hyggelige dage, med en masse fiskeri, råhygge og lystfiskerhistorier!

Se en samlet oversigt over NJSK Havkonkurrence her.

På vegne af NJSK [Nordjysk Småbådsklub]

Sune Andersen tlf. 2970 2587
E-mail: njsk@njsk.dk

NJSK Hjemmeside: http://www.njsk.dk
NJSK Facebookside: https://tinyurl.com/h62oe3l
NJSK Køb, Salg og Auktion: https://tinyurl.com/ydf2c6on
NJSK YouTube Kanal: https://tinyurl.com/kmz4sap