VHF/SRC kursus

For 5. år i træk afholder NJSK [Nordjysk Småbådsklub] VHF/SRC kursus i samarbejde med Mogens Larsen fra VHF Skolen i Ballerup, hvor ALLE er velkommen til at tilmelde sig kurset uanset “medlemskab” af NJSK eller ej!

Mogens Larsen (stående) fra VHF Skolen besøger for 5. år i træk Nordjysk Småbådsklub.

Mogens Larsen, som driver og ejer VHF Skolen, er professionel instruktør inden for maritim radiokommunikation. VHF Skolen har en dokumenteret beståelsesprocent på deres kurser bedre end 98 %!

Som noget nyt er der mulighed for at få genopfrisket VHF/SRC undervisningen – se mere under pris.

BLIV DUS MED DIN VHF-/DSC-RADIO: 
…den er din livline på vandet! Det er et lovkrav, at man har et certifikat og et kaldesignal, når man vil benytte en VHF-radio i båden! Desuden fungerer DSC-systemet ikke uden ilagt MMSI-nr. – dette gælder også ved alarmering!

HVAD LÆRER DU PÅ KURSET?
På kurset lærer du om korrekt brug af såvel VHF som det digitale DSC-system. Du lærer om korrekte opkalds- og nødprocedurer, får et solidt kendskab til hvilke muligheder du har med en VHF-/DSC-radio samt hvordan den fungerer. Du får også kendskab til Navtex systemet. Ligeledes lærer du om andre muligheder, når det gælder nødsituationer, herunder SART og EPIRB samt AIS-systemet.

HVAD KAN EN VHF-/DSC-RADIO:
Udover rutine opkald til andre radiostationer, så giver VHF-/DSC-radioen dig mulighed for at udsende en nødalarm, som indeholder dit ID og aktuelle position, ved et tryk på blot en enkelt knap. Systemet rummer mange andre muligheder, bl.a. direkte selektive kald til andre skibe og til kystradio. For at DSC-systemet fungerer, skal du have et MMSI-nummer som skal indkodes i radioen. På kurset vil der være hjælp til ansøgning af nummer – bemærk at radioen først fungerer, når der er ilagt MMSI-nr. Dette gælder også alarm funktionen/Distress knappen. Husk! Du ikke må anvende en DSC-radio med det gamle VHF-certifikat, men skal have et SRC-certifikat i stedet!

DATO OG TID:
VHF/SRC kurset varer to dage, og bliver afholdt lørdag den 30. november og søndag den 1. december – begge dage i tidsrummet kl. 09.00-15.00.

STED:
Agri College Nordjylland, Struervej 70, 9220 Aalborg.

FORPLEJNING:
VHF Skolen sponsorer morgenmad og kaffe begge dage samt der vil være mulighed for at købe øl og vand. Derudover kigger NJSK’s berømte pølsemand Palle Knudsen forbi begge dage, så alle kan få stillet sulten til frokost.

PROGRAM (begge dage):

  • 08.30-09.00 – Rundstykker og kaffe sponsoreret af VHF Skolen
  • 09.00-12.00 – Undervisning
  • 12.00-12.30 – Frokost – NJSK’s berømte pølsevogn v/Palle Knudsen kommer
  • 12.00-15.00 – Undervisning

Der vil blive indlagt et passende antal pauser i undervisningen.

PRIS:
Prisen er 1.495,00 kr.  pr. person inkl. alle bøger samt kaffe og morgenmad begge dage – beløbet afregnes med VHF Skolen på første kursusdag. Efter kurset kan der aflægges prøve online. Pris for prøve er 195,00 kr. inkl. udstedelse af certifikat. Vi ser nærmere på hvordan tilmelding skal ske på kurset, hvor Mogens vil hjælpe.

Som noget nyt er der mulighed for at få genopfrisket VHF/SRC undervisningen, hvor du følger kurset, på lige vilkår med dem der skal erhverve certifikatet. Prisen for genopfriskning inkl. opdaterer lærebøger er 1000,00 kr. og 500,00 kr. uden lærebøger.

BEMÆRK! Er du medlem af NJSK [Nordjysk Småbådsklub] gives der 10% rabat på kurset!

TILMELDING:
Tilmelding til kursus skal ske senest fredag den 29. november kl. 22.00 direkte på VHF Skolens hjemmeside her! Vælg “Personligt ledet kursus” og udfyld formularen – i kommentarfeltet skriver du:

  • NJSK SRC – Hvis du ønsker VHF/SRC kursus inkl. lærebøger pris 1495,00 kr.
  • NJSK SRC1 – Hvis du ønsker genopfriskning inkl. opdaterer lærebøger pris 1000,00 kr. – gyldigt VHF/SRC certifikat skal fremvises på første kursusdag
  • NJSK SRC2 – Hvis du ønsker genopfriskning ekskl. lærebøger pris 500,00 kr. – gyldigt VHF/SRC certifikat skal fremvises på første kursusdag

Kontakt Mogens (VHF Skolen) på ml@vhfskolen.dk eller tlf. 2127 6352 hvis der er problemer med tilmeldingen, eller du har spørgsmål.

SØFARTSSTYRELSENS PRØVE:
Som noget nyt afholdes Søfartsstyrelsens VHF/SRC prøve online. Det betyder, at du kan sidde hjemme ved din egen PC og gennemføre prøven. Pris for prøve er 195,00 kr. inkl. udstedelse af certifikat. Vi ser nærmere på hvordan tilmelding skal ske på kurset, hvor Mogens vil hjælpe.

ANDEN INFORMATION:
Inden kursusstart sender Mogens et par ord til alle via mail med information. Du skal være opmærksom på, at tilmeldingen er bindende fra torsdag den 29. november. Kurset vil kun blive gennemført ved min. 12 tilmeldinger.

Har du evt. brug for et certifikat til erhverv – et ROC certifikat – eller vil du blot lære noget mere, kan dette SRC kursus opgraderes på blot 2 dage til et ROC/STCW certifikat hos VHF Skolen.

Har du lyst, så kan du klikke dig ind på VHF Skolens hjemmeside, hvor du har mulighed for at læse meget mere om VHF/SRC, ROC kurser m.m.

VHF skolen

LÆS OGSÅ: Makke-Båd-Weekend samt Marine- & udstyrs loppemarked

Husk: Det er GRATIS at være medlem af NJSK – vi har ingen kontingent o.l.! Du melder dig blot ind i vores Facebookgruppe her, så er du medlem på lige vilkår med alle andre. Alle er velkommen i NJSK, uanset hvilken landsdel man kommer fra! Har du ikke Facebook, så er du naturligvis stadigvæk velkommen til at deltage i vores arrangementer.

På vegne af NJSK [Nordjysk Småbådsklub]

Sune Andersen tlf. 2970 2587
E-mail: njsk@njsk.dk

NJSK Hjemmeside
NJSK Facebookside
NJSK Køb, Salg og Auktion
NJSK YouTube Kanal